Hjælp og support
Brug for hjælp?
Skriv til support@arv.theill.com med spørgsmål, fejl eller idéer.
Skriv gerne din iPhone-model, iOS-version og kort, hvad der skete.
Hvordan får jeg scanninger uden genskin?
Læg billedet på et mørkt, mat bord under en almindelig loftslampe. Vælg »Uden genskin«, hold telefonen over billedet, og tryk én gang. Flyt så telefonen, så den hvide ring dækker prikkerne én efter én – Arv tager selv et billede ved hver prik og lægger dem sammen, så genskinnet forsvinder. Billeder i plastiklommer kan blive i lommen.
Hvornår skal jeg bruge »Hurtig«?
Til matte billeder, bagsider og alt andet, der ikke skinner. »Hurtig« tager selv et billede, så snart et nyt billede ligger stille, så du kan komme hurtigt gennem en bunke.
Kan jeg scanne en hel albumside?
Ja. Slå »Flere billeder på en albumside« til under ••• i scanneren, så finder Arv hvert billede på siden og retter det op.
Hvad med bagsiden?
Er »Tag bagsiden bagefter« slået til, vender du bare billedet, når forsiden er taget: Arv tager bagsiden af sig selv og lægger den ved den rigtige forside. Står der ikke noget, trykker du på »Ingen bagside«. Er en bagside havnet forkert, trykker du på den og flytter den.
Hvor skarpt skal billedet være?
Hvert billede har en indstilling for skarphed: »Fra«, »Skarp« eller »Ekstra skarp«. »Skarp« bruger Apples egen model og sker af sig selv, når du scanner. »Ekstra skarp« tegner det, billedet har mistet – stof, træ, hår, møbler og stuen – med en AI-model på din iPhone, mens ansigterne bliver, som de er scannet. Det tager et par minutter pr. billede, kræver en iPhone 15 Pro eller nyere, og første gang henter Arv modellen (cirka 1 GB) fra Apples servere. Du kan altid skifte for hvert billede, og den oprindelige scanning bliver aldrig ændret.
Hvor kommer datoen fra?
Fra håndskriften på bagsiden, fra de orange tal, som mange kameraer satte i hjørnet, fra det, der bliver sagt i Fortæl – eller fra dig. Er det et skøn, slår du »Cirka« til: Så kommer billedet under året i Fotos, og filen husker, at datoen ikke er sikker.
Hvilken håndskrift kan Arv læse?
Tydelig håndskrift og trykt tekst med latinske bogstaver, bedst på dansk og engelsk. Svag blyant og meget sammenskrevet skrift bliver måske ikke læst, og japansk og koreansk skrift kan Arv ikke læse endnu. Du kan altid selv skrive eller rette teksten.
Hvordan giver jeg folk på billederne et navn?
Åbn et billede, tryk på et ansigt, og skriv navnet. Arv foreslår navne, den har fundet på bagsiden eller i en fortælling. Arv finder, hvor ansigterne er, men aldrig hvem det er – der er ingen ansigtsgenkendelse. Alle, du giver et navn, får deres egen side under »Personer«.
Hvordan virker Fortæl?
Tryk på Fortæl, vælg hvem der fortæller og på hvilket sprog, og bladr billederne igennem, mens der bliver fortalt. Bagefter skriver Arv optagelsen ned på din iPhone og lægger hver bid ved det billede, der var fremme. Navne, steder og årstal, Arv hører, bliver vist som forslag, du kan tage imod.
Hvilke sprog kan Fortæl skrive ned?
Dansk, engelsk, tysk, fransk, spansk, japansk og koreansk, på de iPhones, der understøtter dem. Første gang henter iOS måske Apples talemodel til sproget. Kan din iPhone ikke skrive et sprog ned, bliver optagelsen stadig gemt ved billedet – der kommer bare ingen tekst.
Hvordan bygger jeg familien op?
Tryk på Fortæl, vælg »Familien« øverst, og skriv navnet på den, der fortæller. Læs spørgsmålene højt og stryg videre, når I er klar. Bagefter viser Arv de personer, der blev nævnt, med slægtskab og år, så du kan rette og trykke Tilføj. Årstal er ikke nødvendige. Du kan også åbne en person under »Personer« og tilføje forældre, partner, søskende og børn selv.
Kan jeg få familien over i et slægtsprogram?
Ja. Mappen til familien har en family.ged-fil i GEDCOM 7-format med personerne, årene, fødestederne og hvem der er forældre, børn og partnere – og hvilke billeder hver person er på. Den kan åbnes i de fleste slægtsprogrammer.
Hvorfor ligger mit billede under 1968 i Fotos?
Fordi det var dengang, det blev taget. Arv gemmer hvert billede under dets egen dato og sted – ikke den dag, du scannede det – så det ligger sammen med alt det andet fra den sommer, og på kortet. Tekst og navne bliver også skrevet ind i billedet, så du kan søge efter »mormor« i Fotos.
Hvordan åbner familien mappen?
Tryk på del-knappen i arkivet, og vælg »Lav en mappe til familien«. Send zip-filen med AirDrop, læg den på et USB-stik, eller gem den i Filer. På en computer dobbeltklikker du på zip-filen for at pakke den ud og åbner index.html: Så kommer billederne, bagsiderne, datoerne, navnene og fortællingerne frem i browseren – uden internet og uden Arv. Hvert billede er også en almindelig JPEG-fil med oplysningerne indeni.
Hvor bliver mit arkiv gemt, og hvordan tager jeg en sikkerhedskopi?
I Arv på din iPhone. Arkivet kommer med i iPhonens almindelige sikkerhedskopi (iCloud-sikkerhedskopi eller en sikkerhedskopi på din computer). Lav gerne en mappe til familien en gang imellem, og gem den et andet sted også. Husk: Sletter du appen, bliver arkivet på iPhonen også slettet.
Bliver noget sendt nogen steder hen?
Nej. Arv har ingen server og ingen konto, og scanning, læsning og nedskrivning sker på din iPhone. Det eneste, der bliver hentet, kommer fra Apple: modellerne til tale og skarphed, som iOS måske henter én gang, og modellen til »Ekstra skarp«, hvis du vælger at hente den.
Hvad koster den?
19 kr., én gang. Alle funktioner og alle opdateringer er med, og det er de ekstra app-ikoner også. Ingen reklamer og intet abonnement.